HANNE VIBEKE HOLST 'UNDSKYLDNINGEN'

VURDERING: B -) B -) B -) B -) B-) B-)

SKRIVEMOOD :-) 

Gyldendal, 2011, 423 sider

HOLD KÆFT, EN FAMILIE!

Det her er mit første blogindlæg – det skal være kort, har jeg hørt - men det bliver det i hvert fald ikke! Tilløbet har været langt, kan jeg afsløre. Men ’nu koommmmer deeeet!’, som en mandlig nabo en nat råbte, så det lydpenetrerede væggen i nabolejligheden, hvor jeg opholdt mig:

Jeg kan godt lide Hanne Vibeke Holst. Det har jeg kunnet lige siden Therese-bøgerne. Den her historie blev jeg så sulten på, at jeg kom rigtig tidligt i seng den uge og efter endt læsning, var jeg simpelt tilfredsstillet. Basiskrav til den FEDE LÆSEOPLEVELSE opfyldt!

Historien fortælles skiftevis af en af romanens døtre/mødre ’her og nu’ og af forskellige fra persongalleriet i 3. person. Holst tilbageholder info, så det bagefter i tilbageblikket var sjovt at læse kapitler med de nye øjne, som afslutningen af romanen havde belønnet mig med (357>).

Holst leverer OVERBEVISENDE INTROS til forskellige miljøer, f.eks. 40´ernes besættelsestid. En fin scene er tvillingebrødrenes fascination af de invaderende tyske soldaters uniformer, tjek evt. filmen her ud for en billedside. Andre miljøer er det internationale ambassadør-diplomati, toppen af, ikke poppen men, det europæiske operamiljø med ’råbekor af pressefolk, der vil have mig til at kigge i deres linseretning’(38) – kan se at Kasper Holten har ydet konsulentbistand, og hvis ikke man har styr på sin Parsifal, Tannhäuser eller Traviata, kan man tjekke op på dem undervejs. Romanens femme fatale Nini synger gennem hele sit liv og med faldende succes arien Ah fors'è lui fra Traviata - tjek Maria Callas´version ud her

’Jeg længes altid efter hende, og når jeg så er sammen med hende, længes jeg efter at blive alene igen’ (51), som en mor (og datter) siger i roman. Om sin egen mor siger samme person: ’for jeg fattede simpelthen ikke, at en mor kunne være så uengageret i sig eget afkom’ (382). Here we go again… det er derfor, at både Hans Kirk (i Nye tider, som kan lånes her og Pontoppidan (i De dødes Rige – den bør du i stedet købe, f.eks. secondhand) har haft brug for at klikke et par små, uspolerede mennesker skuende mod en ny dag/verdensorden /begyndelse i røven af deres værker – for at stoppe arvesyndens konstant rullende bølger af FORÆLDRESVIGT.

Forældre-børn er kun én af flere relationer mellem menneskenes børn, som fucker op. Søskenderelationen, her tvillingebrødrene Leo&Leif, og de elskendes, brødrenes forældre Gerda&Thorvald, er svigtet en medspiller, som man bare må deale med, hvis man vil ud på den anden side og ikke ædes op af BEBREJDELSER OG HÆVNTØRST, noget ikke ret mange af dem formår. Banalt – alment – trist!

Gerdas mand har søgt flugt i Sverige under krigen, mens hun er ved at knække i forsøget på at holde resterne af den Ludo-spillende familie sammen – på et besøg i København sidder hun og venter på togets afgang fra Hovedbanen, da hun får øje på et par, hvor der er noget bekendt ved manden – det er rigtigt opfanget af kvikke Gerda, det er såmænd hendes egen! (det gjorde Julie i Kirsten Hammanns ’Se på mig’ (2011) også: troede at kæresten var på 'jeg-må-tænke-over-vores-forhold'-ferie i Goa for så at fange ham på en klar mobilforbindelse på Vesterbrogade. Fed bog – der er en enkelt brugt til 120 plus porto her.) Thorvald er returneret til DK og påstår senere, at der var solide sikkerhedsgrunde til at fortie det. Det ændrer bare ikke på, at Gerda føler sig SVIGTET – mest fordi han ikke stolede på, at hun ville kunne tackle den VIDEN. Husker pludselig første gang, jeg mødte en gammel kærestes bedste ven og hans kæreste – under besøget spurgte jeg frejdigt til hendes familie, men modtog den studse besked, at hun ikke havde nogen! På vej hjem bagefter fortalte min kæreste, at hun havde været misbrugt som barn og havde kappet al kontakt til sin familie; han fortalte også, at han havde vurderet, at det var en kejtet viden for mig at have, når man mødte nogen for første gang! – måske hensynsfuldt tænkt, men en total patroniserende UNDERVURDERING af mig, som blev pisseVRED! Jeg fulgte Gerda hele vejen, forstod hende så godt – som ’søsteren’ hos Hammann, som jeg også var flejne-vred sammen med!

Gerda&Thorvald er øvrigt en rigtig fin skildring af det perfekte PARFORHOLD, som langsomt falder fra hinanden, efterhånden som børn, job og nye passioner melder sig. En rigtig fin skildring, der laver et ormehul af en rutschebane frem til vores tid i ren ALMENMENNESKELIG livserfaring:

…skuffelsen over at føle sig afvist. Engang havde hun håbet, at de ville dele flere ting, hun og Thorvald. At han ville dele sine tanker og ideer med hende. At de ville tale om åndelige emner, filosofiske, religiøse eller samfundsmæssige, som de havde gjort i forlovelsestiden, når de om aftenen drøftede et radioforedrag eller en ny bog, de undertiden havde læst passagevis op for hinanden. Eller de spadserede rundt om søer, i parker eller på byens strøg, mens hendes opmuntrende stikord hjalp ham til at løse op for en knudret tankerække forud for den prædiken han skulle skrive (87).

Fik helt lyst til at række dem et sæt tale-lytte-kort fra det PARTERAPEUTISKE kommunikationskursus, som pastor Peter og jeg med statstilskud røg på for nogle måneder siden, tjek det ud her, hvis du også føler dig ramt!

Mellem søskende går det så også i stykker – der danses med den forkerte mand/kvinde til denne melodi . Bogen har det vildeste set-up af et identitetsbytte, hvis præmis jeg slet ikke gik ind på lige først, men da Holst så fik brygget videre, hang jeg på - og det vilde i set-up´et gav netop nerve til resten af bogen, hvor man forestiller sig følgerne af en eventuel afsløring! Umiddelbart ville jeg dømme den konstruktion ude som alt for usandsynlig og dermed havende lavt identifikationspotentiale for læserne, men det spiller. Nå ja, så perspektiverer det også bogens syndsregister, for den STØRSTE URET blev måske begået mod hende, i hvem al antipatien samler sig. Læs den selv og smid din kommentar>

I begyndelsen irriteredes jeg godt nok over tydeligeheden af  HÅNDVÆRKET, for rutineret det er HVH – og automatikken skinner ind imellem igennem: Kapitelindledning: ’Med tilbageholdt åndedræt stirrede Leo på læderbægeret med terningen, som faderen holdt i hånden’(69) – familien spiller Ludo og scenen af lutter familielykke rulles ud af denne klichéscene på hjemlig hygge - og understreger, hvor godt det ikke kan blive ved med at være. Det er sådan set det, som romanen handler om: at ingenting bliver ved med at være godt, fordi menneskene svigter hinanden…

HVH er jo bredt favnende med bestsellerstatus, og det er der ikke noget i vejen med – det er SOM MED MCDONALD man er lynhurtigt sulten igen, som en Facebook-ven slog fast. Det er ikke helt fair, synes jeg. Bogen er en solid slægtsroman, hvis længde jeg ikke peb over på noget tidspunkt - den minder mig på mange måder om 'KRØNIKEN'. 'Undskyldningen' er altså blevet hos mig noget længere end en cheeseburger. Og det er sgu godt gået at kunne operere vedkommende med lutter smukke hovedpersoner: brede skuldre eller gazelleben og tajga-grønne øjne – tjek farven her - ikke mange vestegnstyper som ham jeg så dyppe sine flæskesvær i en bøtte dip for et par timer siden. Og så dyrker de SEX til den store slidspræmie! At man aldrig kender sine medmenneskers motiver er de perspektiverende fyndord, som sidst i bogen leveres af den døve faster (underforstået, så er andre kanaler desto mere åbne) er lidt tykt. Nu er du forberedt, men lad det ikke holde dig væk!

En meget god veninde ved det godt – at hun har svært ved at sige undskyld. Det har de også i den her bog, plus at nakke den gnavende orm ved at TILGIVE. Hvis du er gift, lovede du det faktisk: at bære over – det er det samme. Moralen er, at meget kan reddes med en OPRIGTIGT MENT UNDSKYLDNING – den er som oftest forudsætningen for den tilgivelse, som får os ud på den anden side. No body´s perfect. Dig? Mig? Nix! Say what? 


Jeg genfortæller mit klareste billede fra romanen på klippet herunder. Har du læst den - hvilket billede stod klarest på din indre skærm? :-) ellers få det gjort og returner>>>>

GENFORTÆLLING